Det rene københavneri
14. oktober 2026

Det rene københavneri

Nyheder fra resten af byen: Siddique skal ikke politianmeldes, Parken vil måske sælge FCK, og Rigshospitalet sender overlæger hjem.

Flertal: Siddique skal ikke politianmeldes

Borgerrepræsentationen stemte torsdag 8. oktober nej til at få kommunen til at undersøge, om Sikandar Siddique (Frie Grønne) skal politianmeldes – bl.a. for dokumentfalsk – og om hans vederlag kan kræves tilbage. Forslaget kom fra De Konservative, Venstre, Liberal Alliance og DF, der mener, at hans kandidatur byggede på en usandhed, fordi han ifølge myndighederne ikke havde bopæl i København. Socialdemokratiet stemte også for, men forslaget faldt med 32 stemmer mod 23.

Enhedslisten og SF mener, at det er forvaltningen og ikke politikerne, der skal vurdere en politianmeldelse. Frie Grønne kalder forslaget målrettet mod én politisk modstander og påpeger, at afgørelserne handler om en administrativ vurdering af hans bopæl – ikke om snyd. Alternativet kalder bopælssnyd en alvorlig trussel mod demokratiet, men stemte imod af samme grund som EL og SF.

Læs mere hos Københavns Kommune
Parken klar til at sælge FCK

Parken Sport & Entertainment bekræftede tirsdag 13. oktober, at selskabet undersøger et salg af FC København – helt eller delvist. Kvindeholdet og ejerandelen i svenske FC Rosengård er også med, og selskabet vil desuden se på Parken-ejendommene, altså stadion og kontortårnene. Bestyrelsen mener, at ”tidspunktet er det rette”.

Meldingen kom, efter TV 2 Sport havde fortalt, at ejerne har hyret et firma, der rådgiver om salg af fodboldklubber. Lalandia er ikke til salg.

Læs mere hos Tipsbladet
30-timers pasning i daginstitutioner

Hver fjerde daginstitution i København skal være med i et forsøg, hvor forældre kan vælge en plads på 30 timer om ugen i stedet for fuld tid – og betale mindre. Institutionen beholder pengene til en fuld plads, og forældrene behøver ikke dokumentere, hvorfor de vil have den kortere uge. Forsøget er finansieret med 4,2 mio. kr. om året i 2027-2030.

Børne- og Ungdomsudvalget drøfter modellen 21. oktober og beslutter 18. november, hvilke institutioner der kommer med. Hvor meget billigere det bliver, står ikke i sagen.

Læs mere hos Københavns Kommune
Jernbanebyen tilbage på sporet

Jernbanebyen – den nye bydel på det gamle baneterræn mellem Vesterbro og Kongens Enghave – har stået stille i næsten to år. Lokalplanen var sendt i høring i 2024, men lige før den endelige vedtagelse nedlagde Transportministeriet veto på vegne af Banedanmark. Banedanmark mente, at støjen fra deres arbejdspladser ved sporene var regnet for lavt.

Nu er der en løsning: Banedanmarks arbejdspladser samles ét sted nord for Otto Busses Vej, og langs vejen kommer erhvervsbygninger og et parkeringshus på 17-25 meter, der skal skærme for støjen. Ingen bolig må tages i brug, før det er dokumenteret, at støjgrænserne holder. Torsdag 8. oktober sendte Borgerrepræsentationen planen i otte ugers høring.

Planen giver plads til ca. 520.000 m² nybyggeri med mindst 25 pct. almene boliger, ca. 1.700 p-pladser, omkring 20.500 cykelpladser, en skole, tre fodboldbaner og en park. De Konservative og Venstre ville have flere p-pladser og Alternativet langt færre, men alle forslag blev stemt ned. Flere partier vil have aftalen om den nye skole på Vognværkstedet på plads, før planen vedtages endeligt i starten af 2027.

Læs mere hos Københavns Kommune
Rigshospitalet sender overlæger hjem

Tre overlæger fra Rigshospitalets afdeling for transplantation og sygdomme i fordøjelsessystemet er sendt hjem og midlertidigt fritaget for tjeneste. De var ifølge Sundhedsmonitor med til at skrive under på et kritisk brev til ledelsen, der advarede om, at personalemangel kunne gå ud over patientsikkerheden, og som udtrykte mistillid til ledelsens håndtering. Rigshospitalet bekræfter, at sagen nu behandles som en personalesag, og de tre risikerer en advarsel, forflyttelse eller afsked. Afdelingen er den eneste i Danmark, der laver levertransplantationer.

Rigshospitalet siger, at afdelingen stadig har den nødvendige kapacitet. Det har ikke beroliget alle: To læger fra Herlev Hospital frygter, at patienter med kræft i bugspytkirtlen kan miste adgang til de sværeste operationer, og Sundhedsstyrelsen har bedt Region Hovedstaden svare på, om hjemsendelsen giver problemer for behandlingerne.

Læs mere hos TV 2 Kosmopol
Læs mere hos Onkologisk Tidsskrift

Det var Det rene københavneri for denne uge.

Se alle opslag i arkivet →