Udland: Ren Københavneri
København siger nej til flere ukrainske flygtninge
Regeringen har lavet en ny model for, hvordan fordrevne ukrainere fordeles mellem kommunerne, og kommunerne er blevet spurgt, om de vil tage flere end deres andel. Københavns svar ser ud til at blive nej: Det er indstillingen, når Borgerrepræsentationen torsdag tager stilling.
Forklaringen er boligmarkedet. København får i forvejen 11 pct. af alle ukrainere, der får ophold efter særloven, og kommunen har måttet leje hele hoteller for at få plads. Regningen ventes at lande på 574 mio. kr. i år – heraf ca. 475 mio. kr. alene til indkvartering – og forvaltningen regner med, at pladserne er brugt op i foråret 2027.
Læs mere hos Københavns KommuneAnsatte i Zoo: ”Giftigt” arbejdsmiljø
20 nuværende og tidligere ansatte i Zoo har over for Berlingske beskrevet et arbejdsmiljø, de kalder ”giftigt” og ”brutalt” – med hård tone, højt pres og fyringer. En medarbejder fortæller om søvnproblemer og hjertebanken. Ifølge avisen klagede et tocifret antal medarbejdere og chefer også for to år siden.
Direktør Pernille Mehl har ikke ønsket at kommentere de konkrete udsagn, men skriver til Berlingske, at hun er ked af beretningerne og tager dem meget alvorligt.
Læs mere hos TV 2 KosmopolFixerummet på Halmtorvet: Færre brugere, mere kokain
Socialudvalget fik onsdag en status på stofindtagelsesrummet H17 på Vesterbro, og billedet har ændret sig: Der kommer markant færre brugere end før, men de tager flere stoffer. I 2025 blev der registreret 1.142 brugere og over 325.000 stofindtag. I årets første fem måneder handlede 86 pct. af indtagene om kokain, og tre ud af fire blev røget – ikke injiceret.
Personalet bruger samtidig mere tid på psykisk sygdom, og politiet vurderer, at en mindre del af brugerne har fået det væsentligt dårligere psykisk. Til gengæld mener politiet ikke, at gadesalget i området er steget. H17 koster ca. 35 mio. kr. om året.
Læs mere hos Københavns KommuneLynetteholm får udsigtstårn og legeplads
Byens mest omdiskuterede jordbunke skal også kunne bruges til en gåtur. Kommunen har nu vist, hvad 25 mio. kr. til kystlandskabet på Lynetteholm bliver til: mere skov og eng med træer, der allerede er 10-15 år gamle, en sti langs vandet med fiskeplatforme, et udsigtstårn i to etager med shelter, en naturlegeplads – og toiletter.
De første ca. 8 hektar åbner efter planen i 2029. Når det hele er færdigt, bliver kystlandskabet omkring 60 hektar – nogenlunde som Fælledparken.
Læs mere hos Københavns Kommune (via Ritzau)Kulturnat med broklap, fængsel – og en elg
Fredag er der Kulturnat kl. 18-23, og blandt de steder, man ellers ikke kommer ind, er maskinrummet i Langebro, fængslet på Nytorv, Kastellets bunker, Rigsarkivets magasiner og Rigshospitalet. Kulturpasset koster 125 kr. og gælder også som billet til bus, tog og metro.
Aftenens mest uventede indslag står på Veterinærskolen på Frederiksberg: Her kan man se hoved, hjerte og luftrør fra den elg, der mandag morgen blev påkørt i Nordsjælland. Det er sandsynligvis den svenske elg, der har vandret rundt i nordsjællandske haver siden maj.
Læs mere hos TV 2 KosmopolLæs mere hos TV 2 Kosmopol
Spejderstiftere på venteliste til et vejskilt
Enhedslisten vil have Ingrid Ulbricht og Augusta Frydendahl – de to kvinder bag De grønne pigespejdere – skrevet ind i kommunens vejnavnebank, så kommende veje i nye bydele kan blive opkaldt efter dem. Begrundelsen er, at de var pionerer for pigers foreningsliv. Borgerrepræsentationen stemmer om det torsdag.
Læs mere hos Københavns KommuneDet var Udland for denne uge.
